Fakta om depression

1. Mindst 20% af den danske befolkning vil på et eller andet tidspunkt udvikle svære depressive symptomer af en eller anden art. Kun angst og misbrug forekommer lige så hyppigt, mens skizofreni kun ses hos 1%. De hyppigste depressionsformer er de tilbagevendende depressioner.

2. Depressive symptomer kan være noget af det mest uudholdelige, og svær depression fører i 15-25% til selvmord. Depression fører også til ringere social funktionsevne end kroniske sygdomme som sukkersyge og leddegigt. Selv efter en vellykket behandling har de pågældende ofte en lavere livskvalitet og en svigtende evne til samvær, fritidsaktiviteter og sex.

3. Køn: Dobbelt så mange kvinder som mænd får depressive episoder, medens der ikke er kønsforskel for bipolare tilstande (med både manier og depressioner). Det er imidlertid især mændene, der begår selvmord: Tidligere var der 3 gange så mange mænd som kvinder, der tog livet af sig; nu er der kun 1,7 gange så mange mænd som kvinder, der begår selvmord.

4. Alder: I løbet af vort århundrede har depressioner udviklet sig fra overvejende at være en sygdom hos ældre til også i høj grad at være en sygdom hos yngre og midaldrende.

5. Depression hos ældre er ofte lidt atypisk i sin fremtræden (mindre skyldfølelse og hæmning, mere angst og uro) og hænger ofte sammen med kropslig sygdom eller hjernelidelse (fx hjerneblødning og parkinsonisme). Depression hos ældre reagerer ofte ikke på vanlig behandling. Ældre over 65 år udgør 15% af befolkningen, men tegner sig for 35% af selvmordene.

6. De fleste depressioner vender tilbage. Nogle har fundet, at 75% vender tilbage inden for en 10 års periode, mere end 90% inden for 20 år.

7. Jo flere depressioner, jo større risiko for en kronisk udvikling og for udeblivende effekt af behandling. Det gælder derfor om at forebygge.

8. Årsagerne til depression kendes ikke, men flere faktorer spiller ind: Arv er af betydning, omend generne ikke er fundet. Hvis en far eller mor har depressive enkeltepisoder, er der ca. 10-15% chance for, at børnene også får en eller anden depressionstype (i diagnosegruppen F3). Udløsende faktorer, stress og belastning, kan påvises i de fleste tilfælde. Mange biokemiske processer har været i søgelyset, men ingen er helt holdbare.

9. Behandling af depression består hyppigst i en kombination af medicin og psykoterapi. Hovedreglen er, at sværere depressioner skal behandles med medicin, i de sværeste tilfælde med elektrochok, medens lettere depressioner først søges behandlet med psykoterapi, og først ved manglende effekt med medicin. Forebyggelse og langtidsbehandling er afgørende i mange tilfælde.

10. Depressioner koster det danske samfund 3-4 milliarder kroner årligt, heraf ca. 30% i direkte omkostninger til hospitalsophold, behandling af enhver art, psykoterapi, medicin m.v., og 70% i tabt arbejdsfortjeneste.

Depression

De daglige humørudsving, som vi alle kender, kan sammenlignes med de lette temperaturudsving, som vi med et termometer kan måle i vor krop som følge af ydre temperaturpåvirkninger - varme/kulde i omgivelserne, fysisk aktivitet, for varm påklædning m.v. Den egentlig sygelige depression kan derimod sammenlignes med feberen, som er et symptom på en sygelig tilstand, der har taget sit eget forløb.

Det kan undertiden være vanskeligt at skelne den sygelige depression fra andre tilstande af længere varighed, hvor stemningslejet er præget af tristhed og dårligt humør. Det er i denne gråzone, at velmenende pårørende og behandlere inden for mange forskellige faggrupper fejltolker situationen og i den bedste mening forsøger at få mennesker, der lider af en depression, til at "tage sig sammen" eller tage fat på at bearbejde barndomstraumer og lignende. Disse velmente råd og initiativer hjælper imidlertid ikke i de tilfælde, hvor der er tale om en sygelig depression.

I det følgende gennemgås de mest karakteristiske symptomer og tegn på depression. Det er her vigtigt at bemærke, at det ikke er nok, at et enkelt af de nævnte symptomer er til stede, ligesom det heller ikke er nødvendigt, at samtlige symptomer findes. I nogle tilfælde er symptomerne så åbenlyse, at man ikke er i tvivl om, at det drejer sig om en sygelig depression, men i andre tilfælde kan symptomerne være lette, og det er da vanskeligt at afgøre, hvorvidt der er tale om en egentlig sygelig depression.

Hvilke symptomer tyder på, at der er tale om en depression?

Nedsat stemningsleje

Det nedsatte stemningsleje er kernesymptomet ved en depression. Det er karakteristisk, at patienten oplever omgivelserne som gennem en gråtonet film, hvor intet lyser op, og hvor intet kan ændre den triste og knugende sindsstemning. Det er desuden karakteristisk, at følelsen beskrives som værende helt anderledes end den, man oplever i forbindelse med sorg. Det er en fremmed og ubegribelig følelse.

Manglende glæde og interesse

Alt hvad man ellers kan glæde sig over i tilværelsen er pludselig blevet ligegyldigt, sine børnebørn eller børn, og samtidig med at man plages af den knugende tomhed og tristhed, har man nu også skyldfølelse over ikke at interessere sig for sine nærmeste.

Uoverkommelighedfølelse og træthed

Mange patienter med depression føler en overvældende træthed og følelse af uoverkommelighed. Trætheden kan være så udtalt, at den får karakter af muskelsmerter eller hovedpine. Selv gøremål, der ellers er daglig rutine, som fx den personlige hygiejne, kan forekomme helt uoverskuelige.

Manglende koncentrationsevne

Den depressive kan ikke holde tankerne samlede. Kan ikke mere koncentrere sig om rutineprægede opgaver. Måske kan man ikke holde tankerne samlede om avisen, og måske kan man ikke mere følge med i fjernsynsudsendelserne.

Rådvildhed og uro

Ofte er den, der lider af en depression, plaget af intens rådvildhed. - På den ene side og på den anden side - intet kan tilsyneladende lade sig gøre. Selv den mindste bagatel bliver et problem, og når man tror, man har fundet en løsning, ser den syge straks et andet problem tårne sig op. Omgivelserne bliver let irriteret på vedkommende og har lyst til at ruske i hende og opfordre hende til at tage sig sammen. Rådvildheden er pinagtig for patienten, og tilstanden er samtidig præget af en uro, der gør, at den syge dårligt kan sidde stille på en stol, men konstant er i bevægelse.

Hæmning

I nogle tilfælde har patienten det, man i fagsproget kalder hæmning. Ved hæmning forstås, at alt foregår i "slow motion". Ansigtet er udtryksløst og uden mimik. Patienten bevæger sig langsomt eller slet ikke, og talen er langsom og aspontan. Den depressive svarer kun med enstavelsesord og måske efter lang ventetid, og af og til kommer tilhøreren i tvivl om, hvorvidt der overhovedet kommer et svar. I de allersværeste tilfælde ligger patienten blot hen uden at kommunikere med omgivelserne. Hun er dog ved fuld bevidsthed. En sådan tilstand kaldes "stupor".

Nedsat selvværdsfølelse og følelse af skyld

Ved den sygelige depression er det meget karakteristisk, at man ikke føler, man er noget værd. I de lette tilfælde føler man måske bare, at man ikke slår til over for familien, og omgivelserne er måske tilbøjelige til at give den syge ret. I de mere alvorlige tilfælde får den nedsatte selvværdsfølelse karakter af det, man kalder vrangforestillinger. Herved forstås bl.a. urealistiske forestillinger om egen skyld i alverdens og familiens ulykker. En kvinde med en svær depression var urokkeligt overbevist om, at hun og ægtefællen ville blive retsforfulgt på grund af hendes letsindige omgang med familiens penge. Skønt alle gode kræfter med indsigt i familiens økonomi forsøgte at overbevise hende om, at alt var i den skønneste orden, var hun fuldstændig uimodtagelig over for argumenter.

Sortsyn

Der er ingen optimisme. Alle tanker er negative. Uanset hvad der måtte ske, drejer den depressive fortolkning i retning af noget negativt. Man taler om, at den depressive patient er pessimistisk, både hvad angår fortid, nutid og fremtid. Hvad angår fortiden er alt gået galt, og alt hvad patienten tidligere har foretaget sig i sit liv er forkert. Hun føler nu skyld pga. dette. Hvad angår nutiden kan enhver jo se, at det går dårligt, og hvad angår fremtiden, er der intet håb om, at tingene bliver bedre. Snarere bliver alt endnu værre på grund af den depressives uacceptable handlinger.

Selvmordstanker

Mange patienter med depression gør sig tanker om selvmord. Nogle finder blot, at livet ikke er værd at leve, men i andre tilfælde er det mere konkrete tanker om at tage livet af sig, der presser sig på. Det er her vigtigt, at omgivelserne er opmærksomme på dette problem og griber ind i det omfang, det er muligt, dvs. sørger for, at patienten taler med sin behandlende læge om problemet, således at der kan tages de nødvendige forholdsregler.

Andre symptomer

Ud over de symptomer, der allerede er nævnt, har mange patienter nedsat appetit og taber derfor i vægt. Munden føles tør. De fleste patineter sover dårligt om natten, således at de både har svært ved at falde i søvn, vågner flere gange i nattens løb og endelig vågner tidligt om morgenen for ikke at kunne falde i søvn igen. Ikke uforståeligt er lysten til det seksuelle meget afdæmpet.

En del patienter har det, man kalder døgnvariation. Ved døgnvariation forstås, at symptomerne er værst i morgen- og dagtimerne for så at aftage sidst på eftermiddagen og hen under aftenen. Patienten føler ofte en lettelse ved dette, men så meget tungere er det at bære, at depressionen vender tilbage med fornyet styrke næste morgen.

Som pårørende til en person, der har de nævnte symptomer, står man ofte rådvild og usikker på, hvordan man bedst kan hjælpe. Den bedste hjælp, man kan give, er at udvise forståelse for, at der er tale om en sygdom og opfordre og hjælpe den depressive til at søge professionel behandling. Det nytter ikke at opmuntre en patient med en sygelig depression til at tage sig sammen eller til at tale problemerne igennem. Det er vigtigt, at de pårørende forstår dette, idet der ikke er noget, den syge hellere vil end at undslå sig behandling og blive liggende i sengen, alt imens symptomerne forstærkes.

Depressionernes forløb

Almindeligvis strækker en sygelig depression sig over en afgrænset periode af 6-9 måneders varighed. Hvis patienten ellers holder pinen ud, vil depressionen forsvinde af sig selv. Risikoen for selvmord og for, at patienten socialt ødelægger sin tilværelse, er imidlertid så stor, at sådant spontant forløb på det stærkeste må frarådes. Nogle patienter, ca. 40%, oplever kun en eller to depressionsepisoder i deres liv. Langt alvorligere er det for de ca. 10%, der har mere end 10 episoder i løbet af livet.

Den første depressionsperiode optræder i reglen i 30-50 års alderen. I realiteten kan den dog opstå når som helst, også i alderdom og i barndom.

Selv om man således statistisk kan sige noget om sygdomsforløbet, er det uforudsigeligt, om en person, der har sin første depression, vil få en ny episode, og i positivt fald, om den vil indfinde sig inden for et år eller først 20-30 år senere. Nogle mønstre synes dog at gentage sig. Således har nogle mennesker hyppigst depressioner forår og vinter. Andre oplever de depressive episoder i forbindelse med voldsomt psykisk pres, legemlig sygdom og udsving i hormonsystemet. Det sker dog lige så tit, at depressioner opstår, uden at man kan påvise sådanne stress-faktorer. Det er som bekendt heller ikke alle, der udsættes for stress, der udvikler en depression.

Afslutningsvis skal det understreges, at der er tale om en sygelig tilstand, der ikke er underlagt viljens styring. Da tilstanden er ledsaget af selvmordsimpulser, og da den beskrives som værende yderst pinefuld, er det vigtigt at hjælpe den syge til professionel behandling. Denne behandling kan i lettere tilfælde varetages af en praktiserende læge eller praktiserende speciallæge i psykiatri. I sværere tilfælde er behandlingen en hospitalsopgave, og det er nødvendigt at indlægge patienten i en kortere periode.